Risengrød

Risengrød

Julens vigtigste element: Risengrød

Der er virkelig ingen jul uden en omgang klassisk risengrød. Om det så er noget man spiser igennem december mens juleaften så stille nærmer sig, eller om det er forretten på selveste juleaften, så er det bare noget der skal være der.

Dette skal du bruge til risengrød

  • Grødris
  • Vand
  • Salt
  • Smør
  • Sødmælk
  • Kanelstænger
  • Stødt kanel
  • Sukker
  • Smørklat

Risegrød på komfuret, i Ovnen… eller i Høkassen?

Nu i denne energikrise er dette vigtigere end nogensinde. Du behøver ikke bruge 40 minutter ved dit komfur eller smide din grød i ovnen i over en time. Gør ligesom i gamle dage og pak den ind!
I gamle dage, når man skulle holde stegen eller grøden varm, kom man den i en høkasse. Og det smarte vedrørende grøden, er at ligeså snart du har kogt den op efter mælken er kommet, så pakkes den i høkasse så den er godt isoleret, og så passer den bare sig selv. Og efter 1-2 timer (afhængig af mængden af grød) har du en helt perfekt grød. Smart ikke?
Desværre er det nu bare de færreste der har en høkasse stående. Så derfor, pak den ind i uldtæpper eller håndklæder. Det gjorde vi gennem hele min barndom. Så tjekker man bare til den af og til, til du synes den har den rette konsistens. Så nemt! (og billigt.. Længe leve energikrisen 2022).

Lav den IKKE om morgenen og lad den stå hele dagen

Det skal dog siges at der engang kom advarsler ud om at tilberede grøden på denne måde. Disse advarsler kom fordi folk lod grøden stå længe, endda hele dagen hvilket ikke er så sundt.
Kan godt se det ‘smarte’ ved at lave den før man tager på arbejde, og så er der grød når man kommer hjem, men lad nu vær. Dette resulterede nemlig i at grøden blev for kold i løbet af den tid den stod og samtidig stod for længe. Og hvis grøden kommer under 65°C og står i over 3 timer ved for lav temperatur, så kan der dannes bakterier som kan gøre dig syg. Så pak den derfor godt ind, så den holder varmen.
Når du følger denne opskrift skal den alligevel ikke stå i mere en 1,5-3 timer afhængig af mængden. Og hvis du skal lave store portioner grød (til over 12 personer) så lav den i ovnen eller over komfuret for at være på den sikre side.

Risengrød

Risengrød

Helt traditionel risengrød. Glem den lange kogetid og ovnens energiforbrug. Gør som i gamle dage og pak den ind, så tilbereder den sig selv.
Se kommentarer
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 15 min
Hviletid 1 t 30 min
Samlet tid 1 t 50 min
ret Julemad
Antal 4 pers

Redskaber

  • Tykbundet gryde på 2L
  • Håndklæder eller uldtæpper (eller en høkasse, hvis du har en).

Ingredienser
  

Risengrød

  • 1 ½ dl grødris
  • 3 dl vand
  • 10 g smør
  • 1 tsk salt
  • 6 dl sødmælk
  • evt. 2 kanelstænger

Topping

  • stødt kanel
  • sukker
  • smør

Sådan gør du
 

Risengrød

  • Kom ris, vand, salt og smør i en tykbundet gryde og kog det op.
    Tilsæt evt. kanelstænger for ekstra smag.
    Hvis du skal bruge grøden til ris a la mande, så undlad at tilføje kanelstænger.
  • Lad blandingen koge i 8 minutter under låg.
  • Tilsæt mælk, og lad det koge op igen under omrøring. Pas på det ikke koger over eller brænder på.
  • Vælg nu hvilken fremgangsmåde du fortrækker.

Risengrød i 'Høkassen'

  • Fjern grøden fra varmen, kom låg på og stil den på en bordskåner.
  • Pak gryden godt ind i handklæder eller tæpper. Det er ikke nok bare at stille den under dynen. Den skal isoleres godt. Så pak den ind i et hånklæde eller et tæppe og så kan du komme den ind under dynen.
  • Lad nu grøden stå der og hygge sig i 1 times tid, og tjek så til den. Rør lidt i den. Hvis den stadig er for flydende, så pak den ind igen og lad den stå i 30-60 minutter mere.
  • Tjek konsistensen igen og rør rundt. Tjek hver ½ time til du synes den er færdig.

Risengrød i ovnen

  • Fjern grøden fra varmen.
  • Sæt ovnen på 100°C Og stil gryden derind med låg på.
  • Lad den stå der og hyg sig i 1 times tid. Tjek konsistensen. Hvis den er for flydende, så lad den stå lidt længere.

Risengrød på komfuret

  • Lad gryden blive på komfuret, og lad den stå og koge i 40 minutters tid ved lav/middel varme under låg.
  • Rør rundt af og til for at sikre at den ikke brænder på. Kog den til den har den rette konsistens.

Servering

  • Server grøden mens den stadig er varm med kanel-sukker og en klat smør.
Nøgleord grød, jul, kanel, ris, risengrød

Lyst til at vise mig dine kreationer? Så tag mig på instagram @aslaugsbakery, facebook Aslaug’s Bakery, eller på TikTok @aslaugsbakery. Ville elske at se dem!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering