Chokolade Pandekager

Findes der noget bedre end nybagte pandekager med fyld? Om du så mest er til pandekager med is, syltetøj, sukker, sirup, frugt eller chokolade, så er pandekager bare en fantastisk spise. Og vedrørende chokolade, hvorfor komme chokoladesovs på, når du kan komme chokolade i dejen! Og det er lige præcis det der er i denne opskrift. Lækre pandekager med smag af fyldig chokolade. Og nøj hvor smager de godt.
Prøv noget nyt og pift dine pandekager lidt op. Vi kender alle til de klassiske pandekager. De kan være helt plain, med sukker, vanilje eller med citron. Men har du nogensinde fået pandekager med chokolade? Nå, ikke? Så er det da på tide du prøver det. Hvis du da altså kan lide chokolade. Hvis ikke vil jeg råde dig til at prøve nogle uden. (psst.. fx disse, almindelige, men umådelige gode pandekager!)

Pandekager med chokolade
Redskaber
- Stegepande eller pandekage-pande
Ingredienser
- 100 g hvedemel
- 40 g sukker
- 4 s/m æg
- 65 g smør smeltet
- 1 tsk vaniljesukker
- 2,5 dl mælk
- 50 g mørk chokolade 60%
Andet
- smør til stegning
- Valgfri fyld – is, frugt, sylt, osv…
Sådan gør du
- Bland mel og sukker og rør sammen med æggene.
- Hak chokoladen fint (ikke nødvendigt hvis du bruger chokoladeknapper).
- Varm halvdelen af mælken op til lige før kogepunktet.
- Hæld den varme mælk over den hakkede chokolade, og rør sammen til chokoladen er smeltet.
- Smelt smørret.
- Rør det smeltede smør og vaniljesukker ned i æggeblandingen.
- Tilsæt til sidst den kolde mælk og chokolademælken, og rør godt sammen til en homogen dej.
- Dejen er nu klar til at blive stegt og bagt til pandekager.
- Brug fedtstof efter behov og ønske. Det er forskellig hvor meget der skal til afhængig af hvilken stegepande man bruger. Så prøv dig frem. Der skal stort set altid fedtstof på inden man laver den første pandekage.
- Server med lige præcis det fyld og topping du ønsker. Personligt elsker jeg pandekager med frisk frugt og syltetøj, men spørger du min far kan man ikke spise pandekager uden is. Prøv dig frem med lidt forskelligt og find din favorit.